Bogen Hjertets Søjle
-er en essens af min autentiske identitets visdom lige nu. Jeg er stadig på en spændende rejse. Mit livs indre og ydre skoling er mit cv. Tidligt i mit liv valgte jeg at lytte til min naturlige nysgerrighed. Det føltes vigtigt, det var en længsel efter noget, jeg ikke kunne forklare. Jeg fandt livseleksir på mine cykelture i det syd-fynske landskab, bøgeskovene og havet, jeg drak naturens spirit. Jeg gik til ballet, akrobatik og dans. Jeg svømmede med drengene fra Dyreborg til Bjørnø og tilbage igen, et væddemål på 25 øre på at vi kunne. Aupair pige i England. Jeg tog alene til London en gang om ugen og besøgte alle museer, udstillinger, film, musik og sang. Et helt år hvor et kulturelt modtagergen blev skabt, det har beriget mit liv. Det blev senere til stjernestunder i mange lande, hvor jeg lærte at modtage forskelligheder og læse givernes budskaber. Kunstneriske gaver nulstillede mit sind, udviklede mine evner til at modtage med mine følelsers intelligens, en indre glæde tændte lyset i mine øjne, når jeg delte min inspiration. Bogen tager dig igennem mit liv. Min evne til at afdække det æteriske tyngdefelts metaforer har krævet udvikling af en centreret indre hjertesøjle, en meditativ arbejdshøjde, hvor min indre lyskriger har udviklet evnen til samarbejde med en højere dimension. Den skoling jeg har gået igennem, og den store internationale praktiske erfaring jeg har, er den indsigt, forståelse og viden, jeg har udviklet. Hvert trin mit liv tog er beskrevet i bogen. Jeg tiltrak mig det, mit hjerte vidste var det næste skridt, jeg skulle bestå. Jeg har sprunget fra syv meter vippen igen og igen, måske er mit mod og tro min største gave. Bogen beskriver min indsigt og arbejde i mit hjertes meditative tomhed. I tomheden lytter jeg til hjertes kommandoer og handler på hjertes intuitive intelligens.